Video : Tipsbladet
Landshold

Schmeichel om afdød klubejer: Jeg blev i Leicester på grund af ham

Flere af Leicester Citys spillere har været i klubben i lang tid på grund af den nu afdøde ejer, Vichai Srivaddhanaprabha. Det gælder også Kasper Schmeichel, fortæller landsholdsmålmanden.

Da Kasper Schmeichel i 2011 kom til Leicester City, var klubben lige blevet nummer 10 i The Championship. Da kunne ingen have forudset, hvad der ville ske bare fem år senere, men i dag kender alle historien: Leicester vandt det måske mest overraskende mesterskab i engelsk fodbolds historie.

Arkitekten bag succesen var klubejer Vichai Srivaddhanaprabha, og han har både før og siden været en populær skikkelse i klubben og byen. Det blev især tydeligt for omverdenen, da den thailandske ejer mistede livet i et helikopterstyrt i slutningen af oktober.

En af dem, der har været allermest åben i sin hyldest af Srivaddhanaprabha, er Kasper Schmeichel. Den danske landsholdsmålmand fortæller nu, at klubejeren var grunden til, at flere Leicester-spillere blev i klubben i mange år, herunder at han selv har været der i syv.

- Han har en kæmpe andel i, at jeg har været i Leicester i så lang tid. Som jeg sagde i det brev, jeg skrev, har han passet på mig fra første dag, jeg mødte ham. Jeg følte mig velkommen, og uanset hvilket problem man havde, så ville han altid gøre alt for at hjælpe, siger Schmeichel til Politiken.

- Vi har mistet en mand, som alle har haft en relation til. Klubben sørger lige nu, og det vil den gøre i lang tid. Når han ikke er der, føles klubben lidt mere tom.

Vichai Srivaddhanaprabhas søn, Aiyawatt, har siden lovet at videreføre sin fars "store visioner og drømme". Foruden ejerskab af Leicester City markerede Vichai Srivaddhanaprabha som filantrop ved at donere 17 millioner til et lokalt børnehospital, 8,5 millioner til byens universitet og 1,7 millioner til genbegravelsen af kong Richard III's rester.