Video : Tipsbladet
Landshold

Schmeichel: Vi skal være taknemmelige for, at Eriksen er dansker

Kasper Schmeichel tøver ikke med at kalde Christian Eriksen en stjerne, og det skyldes i lige så høj grad fynboens ageren udenfor banen.

Tipsbladet.dk på Aviva Stadium, Dublin

Danmark er klar til VM.

Tirsdag aften vandt det danske landshold en overbevisende 5-1-sejr på udebane over Irland takket være et hattrick af Christian Eriksen, og dermed kan spillerne godt droppe at lægge sommerferieplaner. Turen går til Rusland. 

- Det er en fantastisk aften for os som hold og for os som land. Vi kunne ikke have bedt om mere, siger Kasper Schmeichel og tilføjer:

- Vi gik ikke i panik, da vi kom bagud, og jeg synes, at deres målmand igen spiller en god kamp. Vi formår at grave os tilbage i kampen, og når man har Christian (Erirksen, red.) på sit hold, har man altid en chance.

Den danske landsholdsmålmand tager de helt store tillægsord i brug, når han skal beskrive hattrickmageren.

- Efter kampen løb jeg over til Christian og sagde tak. Jeg synes, vi skal være rigtig taknemmelige for, at han er dansker. Han er for mig en af de bedste spillere i verden, og det siger jeg ikke, fordi jeg er dansker. Hvad han kan på banen er én ting, men det, han kan udenfor banen, er så meget vigtigere, siger Kasper Schmeichel og tilføjer:

- Når man ser en såkaldt stjerne opføre sig på den måde og løber så meget inde på banen - statisisk er han altid en af dem, der løber mest - så er der ingen undskyldning for nogen andre. Det siger så meget om Christian. 

Chrisitan Eriksen gør det imidlertid ikke alene, og keeperen er ikke i tvivl om, hvad der er nøglen til den danske succes. 

- Vi har et rigtig godt sammenhold. Jeg har været så heldig at være en del af et fantastisk sammehold i Leicester, hvor vi opnåede noget stort, og det minder meget om det. Det er nogle gode folk. Vi har gode spillere, som slet ikke er med i truppen, og deres attitude er eksemplarisk hver dag til træning. Når man spiller, er det nemt, men når man ikke gør, er det meget tid at bruge væk fra ens familie, lyder det fra Kasper Schmeichel.

Det er første gang siden 2010, at Danmark har kvalificeret sig til en VM-slutrunde. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.