Video : Tipsbladet
Landshold

Schöne om konflikten: En turbulent og mærkværdig uge

De seneste dages hektik har ikke været let at håndtere for Lasse Schöne, der nu bare glæder sig til landskampen mod Wales.

Herrelandsholdet er i dag mødt ind i Aarhus til de første forberedelser frem mod Nations League-kampen mod Wales, efter DBU og Spillerforeningen i går aftes blev enige om en midlertidig aftale, der sikrer, at Danmark stiller med det stærkeste landshold søndag.

For Lasse Schöne har den seneste håndfuld dage været en stor udfordring på grund af al uvisheden. Det fortæller midtbanespilleren til Tipsbladet.dk

- Det har været en turbulent og svær uge på mange måder. Man har været på standbye og ventet på et muligt opkald, så det har været lidt underligt. Men jeg er utroligt glad for, at det er blevet løst, så vi kan komme tilbage på banen og spille den vigtige kamp, som vi gerne vil. Men det er ikke den perfekte forberedelse. Forhåbentlig kan vi lægge det hurtigt bag os og komme videre, siger Schöne.

Som flere andre landsholdsspillere var Schöne først i København til møder med Spillerforeningen og fløj så retur til Amsterdam og Ajax, da der ikke var en afklaring i forhold til Wales-kampen.

- Jeg nåede lige at flyve tilbage til Holland og træne lidt med klubben. Det har været en mærkværdig uge, men man blev nødt til at holde sig i gang, fordi vi ikke vidste, om vi skulle spille eller ej.

Schöne fortæller desuden, at han sagtens kan forstå de 24 spillere, der takkede ja til at stille op for landsholdet mod Slovakiet.

- Jeg har ikke noget imod, at de havde lyst til at spille en landskamp, når de blev spurgt, så der er ingen sure miner overhovedet, siger Schöne.