Video : Tipsbladet
Landshold

Sisto kåret som kampens spiller: Jeg chiller bare

Efter en tid med kritik spillede Pione Sisto en god landskamp mod Østrig og blev på MCH Arena kåret som kampens bedste spiller. Det tager han nu ikke så højtideligt, men han var glad for at være "hjemme".

Da stadionspeakeren på MCH Arena annoncerede den danske startopstiling kort før kickoff mod Østrig, kom Pione Sisto som den sidste. Til gengæld nåede hans efternavn velsagtens det højeste lydniveau, da publikum stemte i.

Jo, den tidligere FC Midtjylland-profil var stadig en populær herre på de kanter, og han blev da også kåret til kampens spiller af de fremmødte. Det var nu ikke kun hjemmebaneforkærligheden, der gjorde udslaget: Tipsbladet.dk havde ham også som Danmarks bedste.

Sisto nød gensynet med det stadion, han kaldte sin hjemmebane, da han fik sit gennembrud som seniorspiller.

- Det er en dejlig ting. De har respekt for mig her, og jeg har selvfølgelig respekt for alle. Det er ikke, fordi jeg har mere respekt, fordi folk kommer fra Herning - det er en generel ting, jeg har. Men jeg er selvfølgelig glad for, at folk tager godt imod mig. Det er en god ting, sagde han efter kampen.

Pione Sisto har skullet lægge ører og øjne til nogle meget ligefremme evalueringer af sine præstationer for Danmark, men tirsdag aften var der mere ros end ris. Han lagde dog ikke så meget i titlen som kampens spiller.

- Jeg spiller egentlig bare fodbold, og der er altid meninger om, hvordan jeg gør tingene. Nogle gange hylder de mig, nogle gange gør de ikke, så det er forskelligt. Men jeg tager, hvad jeg får.

Var det en fortjent titel?

- Jeg gider ikke snakke så meget om, hvordan jeg gjorde det i dag. Det lader jeg medierne snakke om. Jeg chiller bare, jeg kan godt lide at spille fodbold, det er pissesjovt, og det er derfor, jeg spiller.

Til gengæld ville han gerne sætte nogle ord på det mål, han lagde op til. Lukas Lerager tog for en stund Christian Eriksens skikkelse, spillede ét-to med Yussuf Poulsen, så med Sisto, og til sidst knaldede han bolden op i hjørnet.

- Første bandespil var med "Yus", ikke? Jeg kan godt lide at være med i sådan noget der, så jeg fik lov til at være en del af det. Så tak, fordi han scorede, sagde Pione Sisto med et grin.

Han behandlede oplægget som fortjent?

- Ja, det gjorde han. Ingen tvivl.

Lerager scorede til 1-0 i første halvleg. I kampens overtid gjorde Martin Braithwaite det til resultatet, 2-0.