Solbakken var interesseret i dansk landstrænerjob
Illustration
Landshold

Solbakken var interesseret i dansk landstrænerjob

FCK's tilbagevendte cheftræner lod tidligere DBU vide, at han var interesseret i et eventuelt ledigt landstrænerjob, men han hørte aldrig noget.

Efter fyringen i Wolverhampton i starten af januar bestemte Ståle Solbakken sig for at give sig rigtig god tid, før han tog det næste trænerjob.

Der kom flere tilbud fra klubber af europæisk snit, men for nordmanden handlede det om to ting: Mavefornemmelsen skulle være rigtig i forhold til, at han ville være helt sikker på god tid og stærk opbakning til sit projekt, og jobbet skulle helst være i Skandinavien, for det var familiens ønske med tre skolesøgende børn.

Det efterlod et ret begrænset udbud, men alligevel var der muligheder i forhold til de ambitioner, den 45-årige Solbakken har.

- Der var de tre landstrænerjob i Danmark, Norge og Sverige, der var den internationale indgang med FCK, og så kunne man også have taget en norsk klub af ren kærlighed som HamKam eller Lillestrøm, som Solbakken beskriver de overvejelser, han sad med i det sene forår og den tidlige sommer.

Hverken FCK eller Sverige var dog aktuel på det tidspunkt, men det kunne landstrænerjobbene i Norge og Danmark blive. I Norge stod det klart, at ”Drillo” ville stoppe efter VM-kvalifikationen, mens det var mere åbent i Danmark. Resultaterne var godt nok ikke så gode, og Morten Olsen havde også kontraktudløb i sommeren 2014, men modsat situationen i Norge var der ikke påbegyndt en proces omkring det at finde en ny landstræner.

- Men ja, jeg var interesseret i det danske landstrænerjob, og jeg bad også Bjarne [Solbakkens rådgiver med efternavnet Goldbæk] lade en bemærkning falde om, at jeg ville være interesseret, hvis det kom dertil. Det ved jeg også, at han har gjort, men på det tidspunkt var processen ikke i gang.

- Det var den så i det norske fodboldforbund, og der vidste jeg, at jeg var meget aktuel. Der var selvfølgelig det uro-moment, at der stadig var nogen, der var sure over, at jeg tidligere sagde ja til Köln, efter jeg først havde sagt ja til jobbet som norsk landstræner, men jeg tror, at jeg havde haft en rimelig stor chance. Det var gået til enten mig eller Solskjær, hvis han var interesseret, hvilket jeg så ikke ved, om han er. Og det er jo også en proces, der stadig er i gang, fortæller Ståle Solbakken til Tipsbladet.

Sådan var overvejelserne altså i Hamar henover sommeren, mens fodbold-Danmark fordøjede et historisk nederlag til Armenien, men så åbnede der sig pludselig en ny mulighed, da FC København ikke kom ud af forårets resultatmæssige dødvande, selv om en ny sæson var begyndt.

Mens Solbakken forhandlede med FCK, fik han besked fra det norske fodboldforbund om, at han var en af de varmeste kandidater, så det skulle med i ligningen, men han hørte ikke noget fra DBU.

- Hvis DBU havde kontaktet mig på et tidspunkt og sagt: Ståle, du er vores kandidat nummer et. Vi har været igennem en proces og vil du tage det job?, så måtte jeg tænke mig nøje om. Men den proces kom aldrig i gang, og jeg tror da også, at Jim Stjerne taler sandt, når han siger, at man helst vil have en dansker. Og hvis man så ikke kunne finde en dansker, så kunne det måske blive mig.

- Jeg vidste selvfølgelig, at et skidt resultat mere for Danmark måske kunne åbne spørgsmålet, men jeg kunne jo heller ikke udsætte beslutningen om FC København. De arbejdede hårdt for at få mig tilbage, og jeg kunne se masser af udfordringer foran mig, så derfor sagde jeg ja tak, og det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Men efter kampen mod Malta og før kampen mod Armenien dukkede Solbakkens navn altså alligevel op fra Jim Stjerne Hansen i et interview med BT om mulige, fremtidige kandidater, selv om nordmanden har lavet en tre-årig aftale med FC København, så hvad nu, hvis han blev tilbudt jobbet som dansk landstræner?

- Nej, det ville vanskeligt kunne lade sig gøre. Det løb er kørt nu, men måske kan det blive aktuelt en anden gang, for eksempel om fire år, siger Ståle Solbakken.

Men hvad sagde Jim Stjerne Hansen til henvendelsen fra Ståle Solbakken - og hvad var der galt med FCK i den lange periode uden sejre, hvad skal nordmanden have rettet op på, hvorfor skal FCK'erne have en lille frygt før Champions League, og hvorfor tror Solbakken alligevel, at man har 50 procents chance for at få point i Parken mod Juventus?

Læs mere: Tipsbladet er på gaden i morgen fredag, blandt andet med et stort interview med FC Københavns tilbagevendte cheftræner Ståle Solbakken før Champions League-opgøret i Parken mod Juventus.

OG HUSK:
For at få Tipsbladet skal du købe Ekstra Bladet fredag, da Tipsbladet nu ligger som separat blad inde i Ekstra Bladet. Du får begge dele for kun 18 kroner!

Hos din bladforhandler kan du også få fingre i fredagens udgave af Tipsbladet+Ekstra Bladet lørdag og søndag. Husk at spørg efter det, hvis du først vil købe Tipsbladet lørdag eller søndag. Og så kan du altid få fat i Tipsbladet via Ekstra Bladets E-avis, som du finder her på ebladet.eb.dk