Spanske finalister: Kan stadig forbedre os
Illustration
Landshold

Spanske finalister: Kan stadig forbedre os

De spanske U/21-talenter kan stadig gøre det meget bedre end i semifinalen mod Norge. Det mener landstræneren Julen Lopetegui.

Lopetegui så sine unge spanske talenter vinde 3-0 over Norge i semifinalen ved U/21-EM i Israel, og dermed er de forsvarende europamestre altså klar til at kunne genvinde titlen, når de på tirsdag spiller finale mod enten Holland eller Italien. Sejren blev først for alvor sikker, da Isco scorede til 2-0 tre minutter før tid - inden da havde dyre spanske ben som Thiago, Koke og førnævnte Isco nemlig brændt og brændt på den norske målmand Nyland.

Det er en af de punkter, som de spanske spillere skal forbedre før finalen, hvis det står til landstræneren.

- Vi er glade for vores indsats og resultatet naturligvis. I anden halvleg spillede Norge godt fysisk og taktisk, og vi slog en dygtig modstander ud af turneringen. Lige nu er vi trætte, men vi har gode spillere, og i finalen skal vi forbedre os. Norges målmand leverede en fremragende præstation i første halvleg. siger Lopetegui til Sky Sports.

Også landsholdets anfører Thiago Alcántara mener, at de spanske drenge burde have præsteret bedre i anden halvleg.

- Vi er trætte efter en lang turnering, og i anden halvleg var vi nok lidt heldige, forklarer anføreren.