Video : Tipsbladet
Landshold

Sparv: Når man runder 30 får man skavanker konstant

FC Midtjylland-profilen er tvivlsom til lørdagens Nations League-kamp, hvor Finland tager imod Ungarn.

Finlands landshold skal lørdag op imod Ungarn i Nations League. Men allerede nu ser det ud til, at hjemmeholdet må undvære deres anfører Tim Sparv.

FC Midtjylland-spilleren har spillet meget på det seneste og har fået en mindre skade i sin venstre læg. Derfor er han selv usikker på, om han kan spille lørdag.

Fredag skal midtbanespilleren testes til træning sammen med resten af landsholdet, og først derefter kan han vurdere, om han kan spille.

- Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. I morgen får vi at se, om det holder. Det er klart, at jeg gerne vil være 100 procent i orden, men når man runder de 30 år, så får man små skavanker konstant, siger Tim Sparv til Yle Sporten.

Allerede igen på tirsdag venter en ny Nations League-kamp mod Estland - også på hjemmebane. Og uanset om anføreren skal spille eller ej, så synes han, at det nye landskampsformat er spændende.

- Jeg synes, at det ser godt ud på papiret. At man fjerner alle de ubetydelige træningskampe og indfører et nyt system, der giver holdene en ekstra chance for at kvalificere sig til et mesterskab, siger Tim Sparv.

Den 31-årige midtbanespiller har spillet 56 kampe for det finske landshold siden sin debut som 21-årig.