Video : Tipsbladet
Landshold

Fejrede udtagelse med stegt flæsk: Kunne ikke se mig selv spille for Nigeria

Den danske midtbanespiller er blevet udtaget til landsholdet for første gang. Det blev søndag fejret med stegt flæsk i persillesovs, og Billing var aldrig i tvivl om, at han skulle stille op for Danmark.

Selv om landstræner Åge Hareide ikke gav en eneste spiller debut for det danske landshold i 2018, kan 2019 meget vel begynde med én, to eller tre debuter.

Nordmanden har denne gang tre mand i sin trup, som endnu ikke har været på banen for Danmarks A-landshold - Joachim Andersen, Jacob Bruun Larsen og Philip Billing - og alle kan have gode muligheder for at komme i kamp i testopgøret mod Kosovo.

Philip Billing er med for Danmark efter et par gode sæsoner i Huddersfield og gode præstationer på U21-landsholdet. Præstationer, der også blev spottet af det nigerianske fodboldforbund, der har forsøgt at lokke den høje midtbanespiller til at spille for Nigeria. Det blev dog hurtigt afvist af midtbanespilleren.

- Jeg kan faktisk ikke huske, hvor de rygter kom fra, men det var lige pludseligt min agent, som er engelsk, der skrev, fordi de havde en nigeriansk spiller, Victor Moses, og så har de (Nigeria fodboldforbund, red.) spurgt ind til mig. Men for mig kunne det slet ikke lade sig gøre, for jeg er dansker og er vokset op i Danmark med en dansk familie. Så jeg kunne ikke se mig selv spille for Nigeria - det ville føles mærkeligt, hvis jeg valgte den vej.

- Men der var tider, hvor jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke blev kaldt op til A-landsholdet. Men jeg tænkte også, at det nok skulle komme på et tidspunkt. Jeg skulle bare have tålmodighed, og nu har det betalt sig, siger Philip Billing, der beretter om stor glæde ved at være på A-landsholdet.

- Det er en drengedrøm at være med A-landsholdet. Det er kæmpe stort at spille for sit land, og det, at man en dag kan træde ind Parken og spille for hele Danmark, kunne være fantastisk.

Philip Billing må vente med den del af drømmen, for det er to udekampe, der venter for det danske landshold i denne omgang, og derfor bliver det tidligst i juni, at Philip Billing kan spille for Danmark i Parken.

Søndag fejrede han sammen med sine Huddersfield-landsmænd Mathias "Zanka" Jørgensen og Jonas Lössl udtagelsen med en gang stegt flæsk i persillesovs ad libitum på Borgerkroen i København.

- Ha ha. Nu er det et stykke tid siden, jeg har været hjemme - det var sidste sommer. Dog har jeg været med U21, men man får ikke tid til at tage hjem og tage ud og spise. Jeg havde lige et par fridage, og det første, jeg havde lyst til, var lige stegt flæsk i persillesovs, så det skulle jeg have. Det var dejligt, og det var godt med noget dansk mad, for det går jeg og savner ovre i England, siger Philip Billing.

Er det også det her med, at man det er svært at holde fast i den danske mad og de danske værdier, når man er i England?

- Det er det bestemt. Maden er ikke fantastisk derovre. Nu har jeg været der et stykke tid, så jeg har vænnet mig til det, men det er stadig ikke som dansk mad, og derfor er det dejligt at være hjemme og få lidt dansk mad med det hele. Det er at huske alt det, man kommer fra. Det er fantastisk.

Billing, 22 år, har spillet otte kampe for det danske U21-landshold. Nu kan første kamp for A-landsholdet stå for døren.