Sturridge vil starte VM-formen mod Danmark
Illustration
Landshold

Sturridge vil starte VM-formen mod Danmark

Daniel Sturridge er med resten af det engelske landshold klar til at møde Danmark på onsdag, og for Liverpool-angriberen skal mødet med det danske landshold give det første fingerpeg om holdets formåen forud for VM.

Det var noget af en gruppe, England kom i, da der tilbage i december blev trukket lod til sommerens VM-slutrunde. Italien, Uruguay og Costa Rica blev modstanderne for Roy Hodgsons engelske spillere, og allerede onsdag med venskabskampen mod Morten Olsens danske landshold begynder forberedelserne frem mod de spændende kampe i Brasilien. Det mener Daniel Sturridge, der ser frem til at møde Danmark.

- VM begynder lidt mod Danmark. Vi har ikke mange testkampe, før det er alvor i juni i Brasilien, og derfor er det vigtigt, at vi får spillet et hold sammen op til slutrunden. Selvfølgelig skal der eksperimenteres lidt, men vi skal alle kæmpe for at komme med i den endelige trup, så der står meget på spil for os alle, siger han til BT.

Mødet med Danmark skal være med til at give en række svar omkring holdets kvalitet, og Sturridge mener, at holdet rummer en del talent.

- Vi har en god gruppe af unge og erfarne spillere, vi er mange, der spiller sammen til daglig, og det giver et godt fundament. Drømmen om en VM-titel vil altid være til stede, når man tager til et VM for England, men det vil helt sikkert kræve noget ekstraordinært fra alle mand, siger Liverpool-angriberen videre.

Kampen mod Danmark spilles onsdag klokken 20.00 på Wembley.

Daniel Sturridge kan spille sin landskamp nummer 10 mod Danmark.