Video : Tipsbladet
Landshold

Svensk stjerne slagter sig selv: Jeg var elendig

Den svenske forsvarsspiller Victor Lindelöf slagter sig selv efter det uafgjorte resultat mod Norge søndag aften.

Tidligere i EM-kvalifikationen spillede Norge og Sverige 3-3 i et hæsblæsende opgør i Oslo, og søndag blev det atter uafgjort i den skandinaviske nabokrig, da matchen i Stockholm endte 1-1

Det svenske hjemmehold var på forhånd udpeget som favoritter, men kunne altså ikke knække nordmændene, der bragte sig foran kort før pausen ved Stefan Johansen, inden Emil Forsber udlignede efter en times spil.

På banen var blandt andre Manchester United-spilleren Victor Lindelöf, der er én af de største profiler på det svenske landshold, men han skammer sig over sin egen præstation mod Noge.

- Vi kommer nok til at snakke lidt om kampen. Jeg synes, jeg spiller en elendig kamp. Jeg har høje standarder, og jeg havde vel kun to afleveringer frem i banen. Jeg burde have taget dirigentstokken og styret spillet mere. Det gjorde jeg ikke, siger Lindelöf ifølge VG Sporten.

Manchester United-spilleren mener, at makkeren i det centrale forsvar, Andreas Granqvist, var Sveriges bedste spiller, men det bakkes ikke op af den svenske presse, hvor Lindelöf langt de fleste steder får en bedre karakterer end veteranen.

Sverige er nummer to i puljen med syv point op til Spanien på førstepladsen og et og to point foran henholdsvis Rumænien og Norge.