Video : Tipsbladet
Landshold

Svenske landsholdsspillere truet: Politiet er kontaktet

Victor Lindelöf og Emil Forsberg har modtaget trusler på de sociale medier, og det svenske fodboldforbund har kontaktet politiet.

I lørdags tog Sverige en 2-1 sejr over Rumænien i EM-kvalifikationen, men Emil Forsberg løb med overskrifterne, da han efter kampen forlod truppen. Svenske medier skrev, at det handlede om utilfredshed med en udskiftning, mens fodboldforbundet har meldt ud, at det handler om en skade.

Forud for kampen var det Victor Lindelöf, der var hovedpersonen, da han meldte afbud til landsholdet af personlige årsager. Det har forårsaget, at de to svenske stjerner har modtaget flere trusler på de sociale medier, og det har det svenske fodboldforbund nu reageret på. 

- Vi er klar over, at spillerne har modtaget trusler og had og har det under kontrol. Vi har kontaktet politiet, og så må vi se efter samlingen, hvad der sker. Der er en plan for det. Det begyndte, da Victor Lindelöf meldte afbud. Naturligvis følger vi op på trusler og krænkelser, siger Martin Fredman, der er sikkerhedschef i det svenske fodboldforbund til Fotbollskanalen.

Der venter et nordisk slag for Sverige tirsdag aften, hvor de gæster Norge.