Video : Tipsbladet
Landshold

Thomas Christiansen afviser: Vender ikke hjem som U21-landstræner

Den tidligere Leeds-træner og Barcelona-spiller siger nu, at han ikke skal være træner for det danske U21-landshold.

Hvem skal afløse Niels Frederiksen som U21-landstræner?

Det spørgsmål har svævet i vinden, siden den nye Brøndby-træner i januar meddelte DBU, at han ville stoppe som U21-landstræner efter denne sommers U21-slutrunde.

Talentudviklingschef i DBU Flemming Berg har været i gang med at lede efter en afløser, og han bør ikke være langt fra at kunne præsentere den kommende chef for det danske U21-landshold.

Men det bliver ikke Thomas Christiansen, der ellers var blevet bragt i spil til jobbet af Ekstra Bladet.

Det fortæller den tidligere Barcelona-spiller og Leeds-træner.

- Jeg vågnede op til nyheden og prøvede at undersøge det og se, om det havde noget på sig. Og det havde det ikke. Jeg har slet ikke talt med DBU. Jeg kommer ikke til at vende hjem som U21-landstræner, siger Thomas Christiansen til B.T.'s fodbold-podcast 'Transfervinduet.

Dermed er det altså en anden, som talentudviklingschef Flemming Berg snart bør præsentere som U21-landstræner.

46-årige Thomas Christiansen, der er dansk-spanier, har udover Leeds stået i spidsen for APOEL og AEK Larnaca.