Video : Tipsbladet
Landshold

Tidligere FCK-målmand: Jeg hader Åge Hareide

Den danske landstræner er "en kynisk djævel", lyder kritikken fra den tidligere FCK- og norske landsholdsmålmand Thomas Myhre.

I dag, tirsdag, udkom bogen "Et fotballiv" i Norge, der er en selvbiografi af den danske landstræner, Åge Hareide.

I bogen, der er skrevet af Arild Stavrum, deler 65-årige Åge Hareide ud af sine erfaringer og minder fra både spillerkarrieren og trænerkarrieren, men der er også blevet plads til kritik af nordmanden fra den tidligere FCK-keeper Thomas Myhre, som både spillede under Åge Hareide på det norske landshold og i klubben Viking.

Hareide mistede landstrænerjobbet umiddelbart efter en 2-2-kamp mod Tyrkiet i 2007, hvor Myhre i den grad spillede en rolle i tyrkernes to scoringer. Da Åge Hareide i 2010 så kom til Viking blev forholdet værre, da Myhre tog i byen under en træningslejr og ifølge ham selv blev dopet. Ifølge den tidligere FCK-målmand brugte Hareide nemlig episoden til at bryde med Myhre:

- Han så sin chance for at blive kvit med mig. For at opnå det, han ønsker, bruger han ethvert hjælpemiddel, og måden, han var på dengang, har gjort, at jeg har lagt ham for had. Åge Hareide er en kynisk djævel. Jeg hader Åge Hareide, lyder det blandt andet fra Thomas Myhre ifølge norske vg.no, der har læst flere af kapitlerne i den nye bog.

Den norske avis har været i kontakt med Åge Hareide, men den danske landstræner ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, end han selv har gjort det i bogen.