Video : Tipsbladet
Landshold

Tysk U21-spiller før Danmark: Vi er fire stærke hold i gruppen

Suat Serdar er spændt forud for Tysklands kamp mod Danmark ved U21-EM og mener, at de er havnet i en gruppe med nogle gode hold.

Da det seneste U21-EM løb af stablen i 2017, var det i sidste ende tyskerne, der kunne løfte pokalen efter en finalesejr over Spanien.

Ved denne sommers U21-EM indleder tyskerne titelforsvaret mod det danske U21-landshold mandag aften, og her er ambitionen først og fremmest at komme videre fra gruppespillet. De er nemlig havnet i en gruppe B med Danmark, Serbien og Østrig, og det er nogle stærke hold.

Det mener tyskernes Suat Serdar, der også ser frem til premieren mod Danmark.

- Vi har arbejdet rigtig hårdt på det seneste og slidt i vores træningslejr for at sikre, at vi vil få en succesfuld turnering. Vi har sat de sidste stykker sammen de sidste par dage her i Italien. Nu er vi alle klar og spændte, før den første kamp første kamp sparkes i gang.

- Vi ønsker at komme videre fra gruppespillet, og det er vores eneste nuværende ønske. Jeg kan ikke forudsige, hvad der vil ske efter det, da vi er fire stærke hold i gruppen. Som altid håber jeg på at opnå så meget som muligt og komme videre til næste runde af turneringen med resten af holdet, fortæller Suat Serdar til sin klub, Schalke 04’s, hjemmeside.

Kun vinderne af turneringens tre grupper er direkte videre til knockoutkampene, mens den bedste af de tre andenpladser får den fjerde og sidste plads her.

22-årige Suat Serdar kan spille sin sjette U21-landskamp, hvis han spiller, når Tyskland møder Danmark mandag aften. Efter det opgør skal tyskerne møde henholdsvis Serbien og Østrig.