Video : Tipsbladet
Landshold

U21-Abildgaard: Vi kan blive rigtig farlige

AaBs midtbanespiller Oliver Abildgaard er yderst tilfreds med EM-billetten, og han spår, at Danmark kan blive rigtig farlige.

AaBs midtbanemand Oliver Abildgaard har fået tilkæmpet sig en fast startplads på det danske U21-landshold.

Han startede derfor også inde, da Danmark på Abildgaards hjemmebane i Aalborg tirsdag vandt 3-0 over Færørne og spillede sig til næste sommers EM-slutrunde.

Det er tredje gang i træk, at Danmarks U21-landshold kvalificerer sig til EM, og ifølge Abildgaard, er man ikke bare med for hyggens skyld. 

- Jeg føler, at man godt kan tillade sig at forvente noget af det her hold. Vi har nogle virkeligt stærke spillere, der spiller i nogle virkeligt gode klubber rundt om i Europa. Vi har mange individualister og målscorere, og hvis vi kan kombinere det med nogle relationer på banen, så kan vi godt blive rigtigt farlige, siger Oliver Abildgaard ifølge Nordjyske.

U21 EM-slutrunden spilles fra den 16. til 30. juni 2019 i Italien og San Marino.