Video : Tipsbladet
Landshold

U21-landstræner er klar til at satse hele butikken mod Tyskland

Hvis Danmark ikke kommer foran i løbet af aftenens kamp mod Tyskland til U21-EM, vil landstræner Niels Frederiksen satse alt. For holdet skal have en sejr.

Det ser svært ud for Danmark i U21-EM's gruppe C. Efter nederlaget til Italien og Tysklands sejr over Tjekkiet er danskerne pisket til at vinde aftenens opgør mod die Mannschaft, hvis de skal have en chance for at gå videre til semifinalerne.

Kampens presserende natur betyder dog ikke, at landstræner Niels Frederiksen har taget hovedet under armen, mens han har lagt taktikken, og at han bare vil angribe betingelsesløst. 

Men hvis det bliver nødvendigt i løbet af opgøret, og det gør det, hvis Danmark ikke kommer foran, så er han ikke bange for at sætte alt på ét bræt.

- Når vi møder så dygtige modstandere, er vi nødt til at sikre os, at vi på en eller anden måde kan forsvare os som hold. Mod tyskerne kan vi ikke bruge uafgjort til noget som helst, men det betyder ikke, at vi bare kommer til at spæne frem ad banen, for så risikerer vi, at kampen er afgjort til deres fordel efter 20 minutter, siger han til Politiken.

- At vi skal jage en sejr, ændrer ikke noget ved indgangen til kampen. Men når nu jeg ved, vi skal vinde, satser vi da hele butikken, hvis det for eksempel står uafgjort i anden halvleg. Selvfølgelig gør vi det. Vi er bare nødt til at få en god start på kampen med et stærkt defensivt fundament, for hvis vi er bagud 2-0 ved pausen, er det hele ligegyldigt. Som kampen skrider frem, kan jeg som træner også bedre vurdere forløbet af opgøret og se, hvilke typer jeg måske skal have ind på banen.

Der er 12 hold med til U21-EM, så det er kun de tre gruppevindere og den bedste toer, der går videre til semifinalerne. Dermed kan Danmark ikke nødvendigvis nøjes med en andenplads i gruppen.