Video : Tipsbladet
Landshold

U21-landstræner: Skal finde fordelingen af skovmandsskjorter og silkeskjorter

Den danske U21-landstræner Niels Frederiksen ser frem mod de kommende testkampe mod Spanien og England. Han håber at få svar på nogle af de spørgsmål, som han stillede sig selv under kvalifikationen og tror på, at danskerne kan være med mod de bedste.

Det talentfulde danske U21-landshold har tidligere på året stået overfor nationer som Georgien, Finland, Polen og Færøerne, men i kalenderårets sidste to kampe bliver modstanderen af en helt anden kaliber.

Niels Frederiksens tropper møder nemlig først Spanien og senere England i denne måned i to testkampe, der kommer til at udgøre de første forberedelser til EM-slutrunden i 2019, som danskerne kvalificerede sig til tidligere på efteråret. 

Og landstræneren glæder sig meget til at se sit mandskab i aktion mod nogle af verdens største talenter:

- Vi kommer til at møde nogle hold på det niveau, som vi også kommer til at møde til slutrunden. Vi kommer til at møde de bedste af de bedste, og det gør vi også nu her i november og til marts. Det er vigtigt, at spillerne får en fornemmelse af, hvad det kræver.

- Vi lærte af både de kampe til slutrunden i 2017 og kampen, vi tabte til England med 4-0 op til slutrunden, at der skal nogle andre ting til. Kampene bliver så forskellige fra dem i kvalifikationen, fordi de bliver afviklet på en helt andet måde. I kvalifikationen har vi bolden 80 procent af tiden, og i de her kampe bliver det meget mere lige fordelt, fortalte Niels Frederiksen i forbindelse med trupudtagelsen mandag middag. 

Det danske U21-landshold er blevet nummer ét i deres pulje i de seneste tre EM-kvalifikationer, og landstræneren ser netop derfor frem til at få lidt mere modstand. Han erkender, at det nogle gange kan være en udfordring at spille de samme type kampe igen og igen:

- Det er en udfordring. Det er lidt det samme for A-landsholdene. Kvalifikationen er for rigtig mange lande et skridt på vejen, og noget man skal igennem uden at dumme sig. Der synes jeg, at det er meget flot, at et lille land som Danmark kan sige, at det egentlig bare er noget, vi skal igennem. Og sådan har det jo næsten været de sidste par gange.

- Nu handler det ikke kun om slutrunden, men også hele forberedelsen op til, hvor vi får muligheden for at møde de her tre-fire rigtig stærke hold. For den sidste årgang var det England, Spanien, Italien og så Tyskland og Italien igen til slutrunden. Det er nogle gode kampe.

Hvad er det for nogle ting, som skal til i de her type kampe modsat de andre?

- Vi skal finde en balance, hvor vi både kan forsvare og angribe. Vi har lært, at hvis vi ikke kan forsvare, så får vi store tæsk mod dem der. Og vi har også lært, at hvis vi ikke er dygtige nok til at holde fast i bolden og spille med, så er det et spørgsmål om tid, før at det også går galt. Så det handler om at finde en balance, hvor vi kan forsvare, men samtidig tør spille og gøre det, vi er gode til. Det skal vi have testet af, fortæller U21-landstræneren. 

Mangler svar

Ifølge UEFA's hjemmeside har det danske U21-landshold sammenlignet med de øvrige 54 nationer i hele kvalfikationen haft tredjeflest forsøg på mål med et gennemsnit på godt og vel 20 forsøg per kamp. Der er kun overgået af Frankrig og Spanien. 

Sammenholder man de mange skudforsøg med mængden af boldbesiddelse, betyder det også, at landstræner Niels Frederiksen kommer til at bruge de kommende testkampe til at få svar på nogle af de spørgsmål, som han ikke fik besvaret i kvalifikationen:

- Det gør jeg (mangler svar red.). Og det gør jeg på grund af de kampe, vi har spillet. Det har været relativt begrænset, hvor meget vi har været presset, siger Niels Frederiksen, der også tager flere erfaringer med fra de seneste møder med Spanien og England, der endte henholdsvis 1-3 og 0-4 i modstandernes favør:

- Spanien er et meget spillende og boldbesiddende hold, hvor England især bidrager med noget på den fysiske front, som vi blev dybt overraskede over. Så det bliver rart at få de kampe så hurtigt som muligt, fordi jeg som træner så hurtige kan finde den rette balance.

- Jeg plejer at sige, at der skal være en tilpas fordeling af antallet af skovmandsskjorter og silkeskjorter på banen. Den skal jeg finde. Derudover skal vi have testet vores 3-4-3-system af. Vi skal teste, om det er stabilt nok defensivt, og om vi kan finde ud af at sætte presset rigtigt og stadig være kompakte nok.

- Samtidig skal vi også prøve 4-3-3 mod de bedste, så vi kan holde de to systemer op mod hinanden. Men vi kommer ikke til at lave revulotioner i vores spil på nogen måde inden slutrunden, slår landstræneren fast.

Både Spanien og England kan prale af spillere fra de største klubber i de bedste ligaer, men det er omvendt også sjældent set, at et dansk U21-landshold har været så profileret, som det er lige nu. Robert Skov, Philip Billing, Jacob Bruun Larsen og Mathias Jensen er blandt de mest iøjnefaldende, og det lægger naturligvis også op til spørgsmål om, hvor langt danskerens niveau er fra de kommende modstanderes:

- Det er svært at sige. Med den sidste årgang var vi et stykke fra dem, men jeg synes også, vi har noget ekstraordinær individuel kvalitet på det her hold. Hvordan vi så står kollektivt, det må vi finde ud af i den kommende tid. Hvis vi rammer vores høje niveau, mener jeg også, vi kan være med mod de bedste. Det har jeg en forhåbning om, og så kan det være, at jeg bliver klogere.

Har forudsætningerne og chancer nogensinde været bedre for at spille op med de her nationer i U21-regi?

- Det må jeg nok hellere vente med at svare på til efter kampene i november, svarer Niels Frederiksen med et smil. 

Danmark møder Spanien på udebane den 14. november, inden at England kommer på besøg i Esbjerg den 20. november. Truppen til de to kampen kan findes her.