Video : Tipsbladet
Landshold

U21-landstræneren bliver boende i Barcelona: Det var et tema

DBU har vurderet, at en dansk U21-landstræner godt kan blive boende i udlandet, selv om meget af fodarbejdet foregår i Danmark.

Danmarks A-landstræner, Åge Hareide, er blevet skudt i skoene, at han ikke kommer nok på stadions i Danmark, men Åge Hareide siger selv, at han er ansat til at skabe resultater og se de spillere, der er aktuelle for A-landsholdet.

Omvendt forholder det sig af gode grunde for Danmarks nye U21-landstræner, Albert Capellas. U21 er den sidste gren af DBU's udviklingssystem, og det er her, man gerne vil have fingrene i de kommende A-landsholdsspillere, så overgangen til A-holdet bliver mere gnidningsfrit.

Men hvor A-landsholdet i høj grad er spillere i udlandet, er U21-landsholdet også med mange spillere på græsbanerne i Danmark. Og derfor kan det undre, at Danmarks nye U21-landstræner bliver boende langt fra Danmark, nemlig i Spanien.

Flemming Berg, DBU's talentudviklingschef, er dog ikke så bekymret.

- Det er korrekt, at Albert i første omgang bliver boende i Barcelona. Det har vi vurderet er ganske udmærket, da der skal scoutes spillere i udlandet. Der er også nogle faste rammer for, hvornår han skal være heroppe, så han kommer til at følge langt de fleste Superliga-runder live på stadions, ligesom han jo har mulighed for at se kampene på video, siger Flemming Berg til tipsbladet.dk.

Albert Capellas, 51 år, peger på, at han kommer meget op for at se kampe, og at det derfor ikke er et "problem", at han er at finde i Spanien til dagligt.

- Min familie er i Spanien, og derfor vil der blive meget rejse. Det er også derfor, at Steffen (Højer) skal være en del af holdet - han er i Danmark og er ansat på fuld tid. Han skal hjælpe mig, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Capellas til den samlede presse.

Spanieren forklarede efterfølgende, at han godt var klar over, at det var vigtigt at komme på stadion og vise sig, så han får skabt et godt forhold til danskerne og til de danske klubber.

Spansk bopæl var et tema for DBU
Ansættelsen af Capellas var noget overraskende, for det lå ikke i kortene, at det skulle være en udenlandsk U21-landstræner. Dels fordi der aldrig tidligere har været en udenlandske U21-landstræner, dels fordi Flemming Berg i januar sagde, at jobbet skulle besættes af en dansker.

Og så var det altså også et tema, at Capellos bliver boende i Barcelona. Noget, DBU faktisk brugte noget tid på at overveje.

- Det var selvfølgelig et tema, for vi havde brug for at finde ud af, om det kunne lade sig gøre. Vi skulle sammen med Albert sikre, at det gav mening. Vi kiggede på terminerne, og hvordan kampprogrammet ligger for Superligaen, og hvordan det kunne arrangeres. Vi har planlagt, at Albert skal være her i perioder på 11-12 dage. Så kan han se to Superliga-runder og være til landstrænermøder indimellem. Han kommer til at være der til alle U-landstrænermøder, som den tidligere træner også var, han kommer til at deltage i arbejdet med head of coaching- og transitions-træner, og han kommer til at deltage i samarbejdet med træneruddannelsen i forhold til Pro-uddannelsen. Han skal lave de samme ting som den tidligere (U21)landstræner, siger Flemming Berg, der lover, at Superliga-klubberne kommer til at se meget til Albert Capellas:

- Albert og Steffen kommer man til at se meget på stadions. Dog er det sådan, at Alberts kontrakt først starter 1. august, så der er lige et par Superliga-runder inden, og dem kommer Steffen og jeg til at dække. Det er den måde, vi vælger at gøre det på.

Spanske Albert Capellas, der har en fortid blandt andet som assistent i Brøndby, går ind til jobbet velvidende, at det er det største job, han kommer til at være i, da han faktisk ikke har den store erfaring som øverste leder.