Video : Tipsbladet
Landshold

Underspillet pointhelt: Det var et fint tidspunkt

Henrik Dalsgaard blev helten for Danmark, men han var udpræget rolig efter sit mål, der sendte Fodbolddanmark i ekstase.

Det så kulsort ud for Danmark med ti minutter tilbage, da de var bagud med hele 3-0 mod Schweiz i den første EM-kvalifikationskamp. Det blev der vendt rundt på.

Først var det Mathias Zanka Jørgensen, som fik reduceret lidt ud af det blå, så var Christian Gytkjær på pletten, inden Henrik Dalsgaard i overtiden dukkede op og sørgede for det sensationelle comeback.

Han tog dog selv sit pointvindende mål med ophøjet ro.

- Det var et fint tidspunkt lige at tage sit første landskampsmål. Den dumper bare og svæver dejligt inde i feltet. Så må man ind i den, siger Henrik Dalsgaard til Kanal 5.

- Jeg følte, at vi kunne slå hvem som helst. Selv på en dårlig dag får vi 3-3 ude mod Schweiz. Vi skal have lidt mere kvalitet, men resultatmæssigt er det her en fin start. Det føles som en sejr.

Dalsgaard og landsholdet kunne fornemme, at det schweiziske landshold allerede før tid havde sat flueben ved sejren, inden fløjten havde lydt.

- Spillet er ikke det kønneste, vi har leveret, men vi begynder at hælde den ind. Vi får nogle andenbolde, og de glemmer at forsvare. Så lugter vi blod og kører på, siger Dalsgaard.

Med det uafgjorte resultat har Danmark nu et enkelt point i gruppen, der toppes af Irland med seks point.