Vestergaard før afgørende kampe: Har drømt om at score i en VM-finale
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Vestergaard før afgørende kampe: Har drømt om at score i en VM-finale

Den danske forsvarsspiller Jannik Vestergaard fortæller, at han som barn stod nede på boldbanen og drømte om en VM-finale. De kommende to landskampe afgør, om han skal til VM-slutrunden.

For to somre siden var Jannik Vestergaard og det danske U21-landshold i semifinalen ved U21-EM, men det svenske U21-landshold blev endestationen for Danmark. Nogle måneder senere var Vestergaard på A-landsholdet, og igen blev Sverige endestationen, da Danmark i playoff-kampe missede EM-slutrunden - takket være et stort Zlatan Ibrahimovic-show.

Nu kan 25-årige Jannik Vestergaard og Danmark så glæde sig over at have en ny mulighed for at komme med til en slutrunde, idet Danmark i de kommende to landskampe finder ud af, om man er deltager ved VM i Rusland til sommer.

Modstanderen er denne gang ikke Sverige, men i stedet Irland, der har et stort, stærkt og velorganiseret hold, og Jannik Vestergaard har ikke svært ved at sætte ord på følelsen af at være så tæt på at komme til den største landsholdsturnering.

- Det er jo de kampe, man synes, er sjovest. For mit eget vedkommende rendte jeg i boldburet eller på boldbanerne som barn og sparkede bolden i mål og legede, at det var i VM-finalen, jeg scorede. De betydende kampe, hvor der er noget på spil, er dem, hvor man er mest på mærkerne, siger den Gladbach-forsvaren til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg tror også, fansene kan genkende det. En kamp hjemme mod Armenien giver bare ikke samme følelse som en playoff-kamp, hvor det for alvor er sort-hvidt. Så vi glæder os til at spille de her kampe, og der er også både nervøsitet og spænding over at spille dem.

Kampen i Telia Parken blev hurtigt udsolgt, og dermed kommer Danmark og Irland til at spille på et fyldt stadion lørdag. En kamp, hvor Danmark forhåbentlig får et godt udgangspunkt og kan bruge nogle af de erfaringer, landsholdet har fået de sidste par år.

- Der er mange, der har stået i vigtige kampe i karrieren, så det allerede at have stået i playoff før (mod Sverige for to år siden, red.) tror jeg faktisk ikke bliver tungen på vægtskålen over for Irland. Der er flere her, der har været til en slutrunde før, og der er folk, der kommer langt i pokalturneringer. Du kan også se på Lasse Schöne og Kasper Dolberg, der sidste år var med i Europa League-finalen. Der er en masse erfaring, og det kommer landsholdet til gode, siger Jannik Vestergaard.

Den høje centerback har spillet 14 landskampe for Danmark, men på det seneste har enten Andreas Bjelland eller Andreas Christensen været valgt ved siden af Simon Kjær, så det ligner ikke umiddelbart en kamp, hvor Vestergaard kommer til at spille så meget. Han er under alle omstændigheder klar, skulle der blive brug for ham.

- Jeg synes, jeg har spillet nogle gode kampe siden sidste landsholdspause, og jeg har scoret mål (tre mål i de sidste fire kampe, red.) og fundet målfarligheden, efter jeg sidste år skiftede til Gladbach. Jeg er i god form og er klar, skulle træneren få brug for mine kvaliteter fra bænken eller fra start af. Om han så har det, må du nok hellere spørge ham om, siger han.

Jannik Vestergaard har indtil videre scoret én gang for det danske landshold - det var i playoff-kampen fra for to år siden, hvor han kom ind fra bænken og scorede i Danmarks 2-2 opgør mod Sverige. Det var ikke nok, idet Sverige vandt hjemmekampen 2-1 og sikrede sig en billet til VM.