Video : Tipsbladet
Landshold

Yussuf Poulsen som angriber på landsholdet? Så kan jeg starte forfra

Mens Åge Hareide leder efter en central angriber med mål i støvlerne, har Yussuf Poulsen haft sin bedst sæson i Leipzig på netop den position. Men på landsholdet spiller han kant. Så burde Hareide rykke Poulsen ind centralt? Måske, men det er seks år, siden han har spillet derinde uden en makker.

Siden Danmark bankede Polen 4-0 i september 2017, har landsholdets angribere haft svært ved at score. Bare én gang i de 20 seneste kampe har den spiller, der startede som spidsangriber, lavet mål.

I mellemtiden har især Nicolai Jørgensen, men også Kasper Dolberg, Nicklas Bendtner og Andreas Cornelius forsøgt sig, men Jørgensens ene scoring mod Wales er den eneste fra den startende forreste angriber i snart to år.

I RB Leipzig havde Yussuf Poulsen sin bedste sæson i karrieren og scorede blandt andet 15 mål i Bundesligaen. Her spiller han som regel som en af de to forreste i en 4-4-2, mens han på landsholdet spiller højrekant i en 4-3-3. Han mener dog godt, at han kan tage nogle af de ting, han lykkedes med, ind i landskampene, selv om positionen er en anden.

- Helt sikkert. Det er nemmere på klubholdet at vænne sig til en position, fordi man spiller den hele tiden, og med landsholdet spiller man den på et godt år måske fem gange. Så det der med, at man skal tilvænne sig og finde ud af: "Hvordan passer den her position til mit spil?", det tager noget tid en gang imellem, siger han.

- Jeg synes også, jeg er begyndt at spille bedre landskampe, end jeg har gjort tidligere, fordi jeg også er begyndt at finde min position. Hvordan skal jeg agere som højrekant? Jeg er begyndt at få mere frihed til at gå ind i midten og blive den her andenangriber, som jeg spiller i Leipzig. Der skal man bare omstille sig lidt oppe i hovedet: "Okay, du skal tage nogle løb måske en lille smule tidligere, end du er vant til" og sådan nogle ting, og det kommer stille og roligt.

Det oplagt spørgsmål er så, om det ikke ville være endnu lettere, hvis Hareide bare brugte ham som spidsangriber. Svaret er:

- Måske, som Yussuf Poulsen siger og så tilføjer med et grin:

- Men jeg har heller ikke spillet central angriber alene, siden jeg spillede i Lyngby, tror jeg. Det er seks år siden.

- Så det vil være en helt ny tilvænningsperiode, hvor jeg så skal igennem det samme igen, som jeg har været på højrekanten. Så kan jeg starte forfra, og så må vi se, om det fungerer. Det kan også være, det klikker lige til at starte med, og så fungerer det bare. Who knows?

Måske er der endda omvendt nogle elementer i hans nuværende rolle, der passer Yussuf Poulsen bedre end at spille centralt.

- Jeg synes, at højrekantpositionen passer mig fint. Også det her med, at jeg ikke er den centrale angriber, der får al fokus, men jeg kan komme ind og komme i fart. Når man spiller med to angribere, kan man være der begge to, og man kan selv vælge. Nogle gange ligger jeg forrest med to midterforsvarere i ryggen, og nogle gange rykker jeg ud på siden. Det er meget flydende. Den flydende rolle er jeg også ved at få her. At jeg kan få lov til selv at bestemme, hvad jeg skal være.

I aften skal Yussuf Poulsen og de andre offensive spillere se, om de kan omstille den fluiiditet til chancer og mål mod Irland. Der er kickoff til den kamp klokken 20.45.