Video : Tipsbladet
Landshold

Zanka ser muligheder i Danmarks pulje: Det kunne være værre

Mathias Zanka Jørgensen slår fast, at der bestemt er tale om en god gruppe for Danmark, når de skal forsøge at kvalificere sig til EM i 2020.

Danmark blev søndag placeret i gruppe D i den forestående EM-kvalifikation. Her bliver det til opgør mod Schweiz, Georgien, Gibraltar samt Irland, som man også mødte i både Nations League og ved playoff-kampene om at komme med til VM i sommer.

Det er en lodtrækning, som den danske midterforsvarer Mathias 'Zanka' Jørgensen ser ud til at være godt tilfreds med. Han slår fast, at han glæder sig til kampene i et interview på DBU's officielle hjemmeside.

- Absolut en god gruppe for os. Der er muligheder, og det stiller os i en fin position. Lodtrækningen kunne sagtens være gået værre for os, og nu står vi med gode muligheder for at kvalificere os, siger han og fortsætter:

- Jeg mener, at vi kan slå alle hold i gruppen, så det bliver fedt at gå ind i en kvalifikation, have høje forventninger til os selv og indfri vores mål, lyder det fra Mathias 'Zanka' Jørgensen.

I det øverste seedningslag kunne Danmark have trukket landshold som Frankrig og Spanien, men det blev Schweiz, som Zanka har respekt for.

- Schweiz er selvfølgelig en dygtig modstander. Det er ikke et af de traditionelt set store hold fra øverste lag, som man ellers kunne trække, men Schweiz er det klart sværeste hold i gruppen, siger Huddersfield-spilleren.

Det ser desuden også ud til, at det bliver Schweiz, som Danmark skal møde i deres første kamp i kvalifikationen, som begynder til marts.