Leon A. vandt danskermøde i Tyskland
Illustration
Generelle

Leon A. vandt danskermøde i Tyskland

Leon Andreasen og Hannover trak sig sejrrigt ud af danskermødet med Mainz, der havde Niki Zimling og Bo Svensson med fra start.

Der stod danskermøde på menuen i den tyske Bundesliga i dag, da Hannover med Leon Andreasen hjemme tog i mod Mainz med Niki Zimling og Bo Svensson.

Alle tre danskere var med fra start, men det var Leon Andreasen og hjemmeholdet, der kom bedst ud af opgøret. Det startede ellers skidt for Hannover, der allerede efter 12 minutter kom bagud, da Nicolai Müller bragte udeholdet i front.

Efter en halv times spil var der dog balance i regnskabet, da den tidligere Manchester United-spiller Mame Biram Diouf var på pletten. Fem minutter senere kom hjemmeholdet i front ved Artur Sobiech, og resten af kampen stod der Hannover på.

Med ti minutter igen udbyggede Ya Konan føringen, inden Edgar Prib lukkede og slukkede tre minutter senere.

Leon Andreasen spillede hele kampen for Hannover, og det samme gjorde Bo Svensson for Mainz. Niki Zimling blev udskiftet efter 68 minutters spil.

Med sejren ryger Hannover op på ni point - et enkelt point efter føreholdet Bayern München.