41-årig hører til blandt eliten i Frankrig: Jeg glemmer min alder nogle gange
Foto: Getty Images
Ligue 1

41-årig hører til blandt eliten i Frankrig: Jeg glemmer min alder nogle gange

Selvom dåbsattesten siger 41 år, er Montpelliers brasilianske forsvarsstyrmand i fuld vigør.

End ikke Gianluigi Buffon kan hamle op med Vitorino Hilton. Med sine 41 år og 189 dage er brasilianeren den ældste spiller i Europas bedste fem ligaer.

Og midterforsvareren spiller fortsat en nøglerolle for den franske klub Montpellier, som kæmper for at opnå europæisk kvalifikation til næste sæson. Indtil midten af februar havde klubben sågar en af de bedste defensive statistikker i Europa, og det har Vitorino Hilton en stor andel i.

Selvom han startede sin karriere, inden spillere som Marcus Rashford og Kylian Mbappé var blevet født, er han stadig på toppen, og det får ham nogle gange til at glemme sin alder.

- Nogle gange glemmer jeg, at jeg er 41 år. Jeg skal minde mig selv om, at jeg er 22, 23 år ældre end nogle af spillerne. Men det er helt sikkert meget tilfredsstillende fortsat at spille på højeste niveau. Jeg tror, jeg har overrasket nogle mennesker, som stadig kan se mig spille og præstere i denne alder, fortæller Montpellier-forsvareren til the Times.

Brasilianeren, der tidligere har spillet for blandt andre Marseille og Lens, er startet inde i 27 ud af 29 ligakampe denne sæson. De to missede kampe skyldtes en karantæne.