Video : Tipsbladet
Ligue 1

For anden sæson i træk: Monaco-træner kan blive fyret

Leonardo Jardim kan blive fyret i AS Monaco for anden sæson i træk.

Leonardo Jardim kan for anden sæson modtage en fyreseddel fra AS Monaco.

I oktober 2018 blev den portugisiske manager fyret af AS Monaco efter en katastrofal start på 2018/19-sæsonen og erstattet af Thierry Henry. Arsenal-legenden fik dog ikke holdet på ret kurs, og Leonardo Jardim blev hentet tilbage i januar.

Læs også:Kamil Wilczek holder Messi, Salah og Benzema bag sig

Men nu er Jardim angiveligt igen tæt på en fyring. Tirsdag tabte Monaco således til Lille på hjemmebane i den franske pokalturnering, og når de i weekenden møder netop Lille i Ligue 1, kan et nederlag resultere i en fyreseddel til Leonardo Jardim.

Det skriver lokalavisen Monaco Matin.

Læs også:Zidane skruer ned for Mbappé-rygter: Jeg må vise respekt

I nederlaget til Lille var der angiveligt tilråb fra fansene, der bad portugiseren om at trække sig fra jobbet, og han fortæller, at han forstår fansenes frustrationer.

- Jeg forstår fansene. De elsker klubben, de elsker god fodbold, vi har haft gode resultater for nylig, og de kræver mere. De vil vinde kampe, og det er normalt. Men trænerstaben vil også vinde kampe. Det vil spillerne også, siger Leonardo Jardim ifølge avisen.

AS Monaco er aktuelt nummer ni i Ligue 1.

Læs også:Foran Messi og Haaland: Wilczek ligger højt på europæisk topscorerliste