Begyndende PSG-kaos: Kold luft mellem Tuchel og sportsdirektøren
Foto: Getty Images
Ligue 1

Begyndende PSG-kaos: Kold luft mellem Tuchel og sportsdirektøren

Efter bare et par måneders samarbejde er Thomas Tuchel og Antero Henrique eftersigende ikke på talefod længere. Årsagen er et svagt transfervindue.

Paris Saint Germain lader til at være en klub, som til tider kan minde om lidt af et galehus med skiftende trænere og ledere, ligesom der også kan være uroligheder mellem spillerne, som man har set det mellem Neymar og Cavani i sidste sæson.

Nu ser det ud til, at der er opstået problemer mellem klubbens nye tyske træner Thomas Tuchel og sportsdirektør Antero Henrique.

Det skriver den franske avis Le Parisien.

Her bliver der berettet om, at Tuchel er skuffet over klubbens ageren på sommerens transfermarked, hvilket også har betydet, at flere af PSG-spillerne har været nødt til at spille en position, som de ikke er vant til.

Endvidere lader det til, at Tuchel og Henrique slet ikke taler sammen mere. Historien kommer desuden efter, Bayern-bossen Uli Hoeness' råd til PSG-toppen om at komme af med deres sportsdirektør.

PSG kom desuden skidt fra start i Champions League, da de tabte med 2-3 til Liverpool.