Video : Tipsbladet
Ligue 1

Brændte straffe i overtiden: Johan Larsson og Phiris klub er rykket ned

Guingamp rykker ud af Ligue 1. Det står klart, efter klubben i går spillede 1-1 mod Rennes og ikke længere kan redde livet i den bedste række. Det går ud over tidligere Superliga-profiler som Johan Larsson, Lebogang Phiri og Karl-Johan "Kalle" Johnsson.

Marcus Thuram kunne have givet sit hold et spinkelt håb om overlevelse, men den unge offensivspiller brændte sit straffespark i overtiden. Det betød, at Guingamp spillede 1-1 mod Rennes søndag og kan ikke længere nå at redde livet i Ligue 1.

Dermed må fremtiden betegnes som usikker for en række spillere. Ikke bare Thuram, der er søn af den franske VM-vinder Lilian, men også tre velkendte navne i dansk fodbold.

Johan Larsson byttede i vinter tilværelsen som anfører i Brøndby IF ud med Guingamp, men det har vist sig at være skiftet fra helvede. Ikke alene er klubben nu rykket ned; Larsson har bare spillet én ligakamp i den halvsæson, der nu har to runder tilbage.

Bedre er det gået på det individuelle plan for en anden tidligere Brøndby-favorit, Lebogang Phiri. Han har været fast mand for holdet i dette forår og fik også 90 minutter i skæbnekampen mod Rennes i går.

Omvendt er det gået for holdets tredje forhenværende Superliga-profil, Karl-Johan Johnsson. Målmanden med en fortid i Randers FC spillede fast i efteråret, men har varmet bænken i hele 2019.

Larsson og Phiri har kontrakt med Guingamp til sommeren 2021, mens "Kalle" Johnssons aftale udløber om et år.