Buffon er kommet på plads i PSG: Kunne ikke sige nej til deres projekt
Foto: Getty Images
Ligue 1

Buffon er kommet på plads i PSG: Kunne ikke sige nej til deres projekt

PSG's projekt var for svært at sige nej til, fortæller Buffon i forbindelse med præsentationen i den franske klub.

Gianluigi Buffons tid i Juventus er ovre, og han er nu klar til at tørne ud for PSG, der har hentet ham på en fri transfer, da den italienske målmands kontrakt er udløbet. Efter 17 år hos de italienske mestre venter der en ny udfordring for Buffon, og der skulle en del til for at få ham videre.

Det fortæller han i et interview på PSG's hjemmeside.

- Det er med stor følelses af lykke, at jeg nu er kommet til Paris Saint-Germain. For første gang i min karriere forlader jeg mit hjemland, og det er kun et så ambitiøst projekt, der kan få mig til at træffe sådan en beslutning. Jeg takker både klubben og præsidenten for deres tillid.

Derudover slår han også fast, at han er klar til at give alt for at klubben kan opnå succes.

- Jeg har fulgt klubbens utrolige fremgang de seneste år, og jeg kender de drømme, der er i Paris Saint-Germain og alle dem, der bærer klubben i deres hjerte. Jeg vil bringe al min energi, erfaring og tørst efter succes for at hjælpe min nye klub til at nå dens mål, siger Buffon, der ligesom PSG aldrig har vundet Champions League. 

Kontrakten er bygget sådan op, at man har lavet en aftale om ét år med en option om et ekstra.

I forbindelse med afslutningen af sidste sæson meldte Buffon ud, at hans tid i Juventus var ved at være slut, og det blev altså PSG, der får fornøjelsen af den italienske legende.