Lyon har i løbet af de seneste dage jagtet Celtics franske angrebsprofil, Moussa Dembele, og nu ser det ud til, at en aftale falder på plads.
Den skotske klub bekræfter i al fald, at de har accepteret et bud på Dembele.
Men det er ikke med god vilje, at skotterne accepterer buddet. Det er blot fordi, at det er det bedste for blandt andet kulturen og miljøet i klubben, fortæller Brendan Rodgers til Celtics hjemmeside.
- Det er vigtigt at gøre det klart, at vi aldrig har lovet nogen spiller, at han kan forlade klubben på et bestemt tidspunkt. Det er aldrig sket. Faktisk har vi hele tiden sagt, at vi ikke ønskede at sælge Moussa i betragtning af omstændighederne i transfervinduet, og derfor afviste vi et betydeligt tilbud i går (torsdag, red.).
- Denne særlige beslutning om at acceptere dette tilbud er imidlertid blevet taget for at gøre det bedste for klubben, min trænerstab og den kultur og det miljø, vi har skabt i de sidste to sæsoner, fortæller cheftræneren.
Moussa Dembele har spillet 94 kampe for Celtic med 51 mål til følge.