CL-målhelt forlænger med PSG
Illustration
Ligue 1

CL-målhelt forlænger med PSG

Blaise Matuidi startede nedslagtningen af Leverkusen på BayArena i sidste uge. Nu har han forlænget med Paris SG til sommeren 2018.

Den franske landsholdsspiller Blaise Matuidi scorede allerede efter tre minutter for Paris SG i sidste uges Champions League-opgør på BayArena i Leverkusen. Matuidi startede dermed en regulær ydmygelse af hjemmeholdet, der tabte 4-0, hvorfor PSG har halvanden fod i kvartfinalen.

I dag har Blaise Matuidi så forlænget sin kontrakt med Paris SG, så den nu løber til sommeren 2018.

- Jeg var fast besluttet på at fortsætte eventyret med Paris Saint-Germain. Klubbens grænseløse ambitioner er uden sidestykke i Europa. Sammen vil vi fortsætte med at drømme større, siger Blaise Matuidi til klubbens hjemmeside.

Dermed har PSG nu fået papir på den 26-årige franske landsholdsspiller langt ind i fremtiden. PSG forlængede den anden dag også kontrakten med Thiago Motta og hentede i januar Yohan Cabaye i Newcastle, hvorfor holdets midtbane fremadrettet ser yderst konkurrencedygtig ud.