Video : Tipsbladet
Ligue 1

Depay antyder Lyon-exit: Træningskulturen er dårlig

Memphis Depay understreger, at han ikke ser sig selv i franske Lyon for altid, og samtidig revser han træningskulturen i den franske klub

Memphis Depay har i den grad kickstartet karrieren i franske Lyon. Den hollandske offensivspiller har været direkte involveret i 52 mål i sine to sæsoner i klubben, og det har også fået rygterne til at svirre om et klubskifte for Depay. 

Den karismatiske hollænder er også klar i mælet, når det kommer til, hvad han håber, fremtiden bringer. Han vil gerne videre fra Lyon på et tidspunkt. 

- Jeg har altid været oprigtig omkring mit ophold her i Lyon. At jeg ikke ser det som min enedestation. Er der noget mærkeligt i det? Det ville da være mærkeligt, hvis jeg, i en alder af 25, sagde, at jeg ville blive i Lyon i resten af min karriere, siger Memphis Depay til det hollandske medie AD. 

Der er særligt en ting i den franske klub, som Memphis Depay er en smule utilfreds med: nemlig træningskulturen. 

- Jeg sætter barren højt for alt, hvad jeg foretager mig. Det er også derfor, at jeg i denne sæson har været irriteret over, hvordan nogle spillere træner i Lyon. Det er ikke fordi, det er dårlige spillere, men mentaliteten og kulturen er til tider dårlig, siger Memphis Depay, 

25-årige Depay har kontraktudløb i Lyon ved sommeren 2021.