Video : Tipsbladet
Ligue 1

Fransk klub bejler til Giroud: Han er på en anden planet

Sportsdirektøren i Nice lægger ikke skjul på, at det er fristende at forsøge på at skrive kontrakt med Olivier Giroud.

Med 21 ligascoringer i 2011/12-sæsonen fik Olivier Giroud vakt Arsenals interesse, og Montpellier indkasserede derfor en pæn overgangssum på den franske angriber, som efterfølgende har gjort en god figur i engelsk fodbold, men eventyret i udlandet kan måske synge på sidste vers.

Efter denne sæson har han kontraktudløb hos Chelsea, og dermed har udenlandske klubber allerede nu mulighed for at hente den 32-årige angriber på en fri transfer, og det er noget, som frister sportsdirektøren i den franske klub Nice.

- Det er selvfølgelig fristende. Jeg kender Olivier rigtig godt. Jeg var ham, der fik ham fra Montpellier til Arsenal. Han tilbyder garanti i form af effektivitet. Vi kan lide hans profil, men han er på en anden planet. Han er uden for vores rækkevidde, fortæller Gilles Grimandi til L’Equipe.

Den franske sportsdirektør er bange for, at landsholdsspillerens lønkrav er for høje til Nice, men alligevel håber han på, at Olivier Giroud vægter spilletid højere end penge.

Tidligere har Olivier Giroud givet udtryk for, at han regner med at være en del af det franske landshold frem til og med EM i 2020. For at holde en plads på det stærke landshold vil det sandsynligvis kræve regelmæssig spilletid på klubplan.