I Frankrig er man nået til kvartfinalerne i Coupe de la Ligue, og den første af onsdagens tre kampe bød på en lækkerbisken. Toulouse tog nemlig på hjemmebane imod Marseille, som i dette transfervindue har været kraftigt rygtet sammen med Toulouse-angriberen Wissam Ben Yedder.
Ifølge bookmakerne var hjemmeholdet smalle favoritter mod Marseille, men ikke i nogen grad, der betød noget specielt. De lilla-klædte værter var uden Martin Braithwaite, der så til fra bænken.
Derfra kunne han i det 25. minut se netop sin angrebskollega Ben Yedder score til 1-0, hvorfor Marseille nok endnu mere ønskede, at han spille for dem og ikke imod dem.
Den skarpe angribers mål blev dog hurtigt udlignet af Georges-Kevin N'Koudou, der scorede blot to minutter efter føringsmålet.
I en helt lige kamp gik holdene til pause med et 1-1-resultat, men i anden halvleg kunne holdene fortsat ikke knække hinanden, hvorfor kampen måtte forsætte ud i forlænget spilletid.
I det 76. minut havde danske Martin Braithwaite gjort sin entre på grønsværen, og den indskiftning skulle vise sig gavnlig, da danskeren i det 99. minut sparkede hjemmeholdet på 2-1.
Målet blev det afgørende i kampen, og det der sender Toulouse videre til semifinalerne i turneringen. Marseille er nu ude.