Ligue 1

Kahlenberg glad for Evians kærlighedserklæring

Evian vil have danske Thomas Kahlenberg på en permanentaftale, og det glæder hovedpersonen selv.

Thomas Kahlenberg har været i franske Evian Thonon Gaillard siden januar, hvor han blev hentet på en lejeaftale fra VfL Wolfsburg. Danskeren har givet et så godt indtryk i klubben, at de vil hente ham på en fastaftale til sommer. Det fortalte Evian-sportsdirektøren Pascal Dupraz til tipsbladet.dk tidligere i dag.

Nyheden om Evians kærlighedserklæring falder i god jord hos den tidligere Brøndby IF-spiller.

- Det er da positivt, at klubben er tilfreds og godt kunne tænke sig en fremadrettet samarbejde, siger Thomas Kahlenberg til sporten.tv2.dk og fortsætter:

- Men i øjeblikket gør jeg mig ingen tanker om fremtiden, og jeg har fuld fokus på at levere på banen.

Danskerklubben er inde i en god periode, hvor holdet ligger nummer ti med syv point ned til den kedelige nedrykningsstreg i den bedste franske fodboldrække. De skal møde bundholdet Sochaux på lørdag, og en sejr vil for alvor give dem noget luft til stregen.

- Det ser godt ud, hvis vi kan vinde den kamp, for så har vi en stor afstand til nedrykningsstregen, slutter Kahlenberg.

Thomas Kahlenberg er på kontrakt indtil sommeren 2013 i WfL Wolfsburg.