Før søndagens kamp lå Guingamp og Lille helt lige i Ligue 1. Begge danskerklubber havde 35 point, men efter opgøret var det udeholdet Lille, der tog et lille hop i tabellen.
Holdet, for hvem Simon Kjær spillede alle 90 minutter, vandt 1-0 på mål af Nolan Roux. Scoringen faldt efter fint kombinationsspil i højre side, som endte med, at Marcos Lopes spillede bolden til Roux, der afsluttede flot over Jonas Lössl i Guingamp-målet. Den danske keeper spillede hele opgøret, ligesom Lars Jacobsen gjorde på højre back. Ronnie Schwartz kom på banen med godt ti minutter tilbage.
Med de tre point rykker Lille op som nummer otte i ligaen, mens Guingamp indtager 13. pladsen. Begge hold er en del af et stort midterfelt, hvor der er blot fire point mellem nummer 8 og nummer 15.