Krise i AS Monaco: Fyrer træneren
Foto: Getty Images
Ligue 1

Krise i AS Monaco: Fyrer træneren

Klubben fra fyrstedømmet har valgt at sige farvel til træner Leonardo Jardim.

Han var lidt af en nytænker, og Leonardo Jardim fik AS Monaco helt frem til semifinalen i Champions League i 2016/2017-sæsonen, men siden er det gået den anden vej for klubben fra fyrstedømmet.

Aktuelt ligger Monaco tredjesidst i den franske Ligue 1, og det er blevet for meget for ledelsen, der har taget en beslutning og fyret træner Leonardo Jardim.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Jeg er taknemmlig for at have fået lov til at træne AS Monaco i mere end fire år. Jeg har altid givet det bedste af mig selv og arbejdet med lidenskab. Vi har vundet store sejre sammen, og jeg vil altid have disse minder, siger træneren efter fyringen.

Leonardo Jardim nåede at stå i spidsen for mandskabet i 233 kampe - han vandt mesterskabet med holdet i 2016/2017-sæsonen.

Tidligere har det på rygteplan været nævnt, at franske Thierry Henry kan overtage det ledige trænerjob.