Video : Tipsbladet
Ligue 1

Ligue 1-historie i vente: Første ligakamp med kvindelig dommer

Søndag bliver der skrevet Ligue 1-historie, når Stéphanie Frappart bliver første kvindelige dommer i den bedste franske række.

Det står klart, at opgøret mellem Amiens og Strasbourg i Frankrigs bedste fodboldrække søndag bliver historisk uanset kampens udfald. Det skyldes, at Stéphanie Frappart skal passe fløjten som den første kvinde i Ligue 1.

Frappart, som er 35 år gammel, har i de seneste fem år dømt i Ligue 2, men søndag får hun ifølge L’Equipe debut på landets øverste hylde. Det franske fodboldforbund skriver, at det er et led i den kvindelige dommers forberedelse til kvindernes VM til sommer.

- FIFA har opfordret forbundene med en dommer udtaget til VM itl at forberede dem under de bedste forhold på et højt niveau, skriver FFF på forbundets egen hjemmeside.

L’Equipe skriver samtidig, at den 35-årige franskmand blot bliver den anden kvinde til at agere hoveddommer på højeste herreniveau. Den første var Bibiana Steinhaus, som siden 2017 har dømt i Bundesligaen.