Video : Tipsbladet
Ligue 1

Lukas Lerager drømmer om Premier League

Efter sin nye tid i Bordeaux-trøjen udlægger Lukas Lerager de store ambitioner, han har drømt om siden skiftet væk fra Viborg FF.

Blot 24 år gammel er Lukas Lerager, men den danske midtbanespiller har allerede Viborg FF, Zulte Waregem og nu Bordeaux i den franske liga på sit CV. Drømmene stopper dog ikke i det franske, for profilen vil gerne se sig selv i England en dag.

Fokusset forbliver dog i øjeblikket på den kommende sæson for sin nye klub.

- Jeg har altid haft en stor drøm om at spille i England. Kulturen omkring fodbolden derovre tiltaler mig meget. Det er ikke et bestemt hold, jeg vil på, men jeg er stor fan af Manchester United. Jeg drømmer bare om at kunne komme til at spille i England på et tidspunkt. Men lige nu fokuserer jeg på min kommende sæson, siger 24-årige Lukas Lerager til bt.dk.

I lørdags fik han sin anden kamp i ligaen med fuld spilletid i 2-0 sejren over Metz. Dermed ser Lukas Lerager ud til at få en spændende sæson hos franske Bordeaux efter, at klubben ifølge BT's oplysninger hentede ham for 26 millioner kroner.

Oprindeligt startede Lerager hos AB, før han i 2013 blev solgt til Viborg FF. Tre år senere var han at finde i belgisk fodbold, da han nåede at repræsentere Zulte Waregem i 39 ligakampe, hvor han scorede seks mål.

I øjeblikket nyder Lukas Lerager sin nye klub, Bordeaux, der efter weekendens opgør ligger på en syvendeplads i Ligue 1.