Lyon er 99,99 % sikre på direkte CL-adgang efter storsejr over Monaco
Foto: Laurent Cipriani/Polfoto
Ligue 1

Lyon er 99,99 % sikre på direkte CL-adgang efter storsejr over Monaco

Olympique Lyon sejrede sikkert over AS Monaco, der blev sendt hjem til fyrstedømmet med et tungt 6-1-nederlag, efter Lacazette lavede hattrick.

Olympique Lyon er en af de klubber i Vesteuropa, som bruger flest af egne talenter. Og i dag lyste Lyon-talenterne op på det nye Parc Olympique Lyonnais. 

Lacazette lavede hattrick for værterne, mens også Yanga-Mbiwa scorede to gange. Slutteligt lavede Ghezzal også en pind for værterne. Lige lidt betød det, at Ricardo Carvalho reducerede for AS Monaco ved stillingen 4-0 til hjemmeholdet. Kampen sluttede 6-1 til OL. 

Lyons ærkefjender fra Saint-Etienne jagtede CL-kval og kunne med en sejr over Nice, der også er med i CL-ræset, bringe sig et point efter Monaco på tredjepladsen inden sidste runde i næste weekend. Det endte imidlertid med, at ASSE fik to røde kort, og så gjorde Valère Germain det onde ved klubben fra minebyen og scorede to mål. Nice vandt 2-0 over Sainté.  

Dermed kan Saint-Etienne ikke længere kvalificere sig til Champions League. Nice har et spinkelt håb, men det kræver, at den sydfranske klub vinder over danskerklubben Guingamp på udebane, mens Monaco ikke må vinde over Montpellier på Stade Louis II.

Lyon er derimod så godt som sikre på at kunne kalde sig CL-deltagere. Den direkte vej tilmed. Holdet er nemlig at finde på andenpladsen og har tre point ned til Monaco. Med en målscore, der er 12 kasser bedre end Monacos. Lyon gæster i sidste runde Reims, der kæmper for at overleve i Ligue 1.