Lyon gav Paris Saint-Germain det første nederlag
Foto: Getty Images
Ligue 1

Lyon gav Paris Saint-Germain det første nederlag

Lyon viste sig for stærke for Paris Saint-Germain, som led klubbens første nederlag i ligasammenhæng.

Paris Saint-Germain har været yderst suveræne i Ligue 1 indtil videre denne sæson, men søndag aften indkasserede hovedstadsklubben et nederlag.

Efter syv minutter bragte Angel Di Maria ellers planmæssigt Paris Saint-Germain i front mod Lyon, men Lyon spillede rigtig fodbold, og 33 minutter inde i kampen formåede Moussa Dembélé at få bragt balance i regnskabet.

Lyon fortsatte det gode spil straks efter pausen, og fire minutter inde i halvleg blev hjemmeholdet tilkendt et straffespark, som Nabil Fékir tog sig af. Franskmanden scorede på forsøget, og dermed var Lyon på sejrskurs.

Efterfølgende overtog Paris Saint-Germain fuldstændig kontrollen over kampen, og den forsvarende mesterklub pressede gevaldigt på for at fremtvinge en scoring, der ville bringe balance i kampen. Det lykkedes dog ikke, og dermed indkasserede klubben sæsonens første nederlag i Ligue 1.