Ligue 1

Malaga lejer PSG-forsvarer

Diego Lugano skifter fra Paris Saint-Germain til Malaga på en lejeaftale for resten af sæsonen.

På Uruguays landshold er Diego Lugano fast mand i det centrale forsvar, men på klubholdet Paris Saint-Germain kniber det mere med spilletiden.

Lugano har således endnu ikke optrådt for den franske hovedstadsklub i denne sæson, og det bliver ikke til sæsondebut i Ligue 1 i denne omgang.

Paris Saint-Germain skriver således på sin hjemmeside, at Lugano bliver lejet ud til spanske Malaga, der får glæde af den rutinerede stopper i resten af sæsonen.

Selvom træner Carlo Ancelotti ikke har givet Lugano meget spilletid, så roser han forsvarsspillerens indstilling. 

- Lugano skifter til Malaga, hvor han helt sikkert får mere spilletid. Jeg vil gerne understrege, at han har været meget seriøs og professionel. Det er en god lektie for resten af holdet, for han arbejdede hver dag med stor professionalisme. Diego har været et godt eksempel, siger den italienske træner.

Diego Lugano skiftede til Paris Saint-Germain tilbage i 2011 fra tyrkiske Fernerbahce.