Video : Tipsbladet
Ligue 1

Mancini forklarer Balotelli-exit: Jeg var rasende

Mario Balotelli forlod Manchester City efter en kontroversiel periode, hvor især en episode på træningsbanen fik både manager og spillere til at få nok.

Den italienske profil Mario Balotelli er kendt for at være en kontroversiel herre. Tiden i Manchester City fra 2010 til 2013 var ingen undtagelse, selvom Balotelli var manden bag mange af storklubbens mål i den periode. På træningsanlægget var der dog problemer, og det var da også her, italieneren grundlagde sit farvel til storklubben i 2013.

Det forklarer den daværende City-manager Roberto Mancini nu i et interview med franske L´Equipe. Her var det særligt en episode under en træningsøvelse, der fik Mancini og holdkammeraterne op i det røde felt:   

- Under en af vores træninger, sagde jeg til spillerne, at de skulle lade være med at lave dumme tacklinger på Gael Clichy. Det var fordi, at han netop var kommet tilbage fra en skade. Kort efter satte Balotelli en meget hård tackling ind på ham. Jeg var rasende. Jeg tog fat i kraven på ham, men han var så stærk, at jeg ikke kunne flytte ham. På billederne fra medierne lignede det et slagsmål, men der skete ikke det store, siger Mancini til L´Equipe. 

Også holdkammeraterne fik nok: 

Han kom i konflikt med nogle holdkammerater på grund af hans opførsel. Samtidig ville han gerne tilbage til Italien. Jeg var skuffet over, at han ville væk, for jeg mener, at han kunne have fået meget mere ud af det i Premier League, udtaler Mancini. 

Efter Manchester City tog Mario Balotelli AC Milan og senere Liverpool med noget blandet succes. I dag prøver han atter at få karrieren på sporet hos franske Nice.