Video : Tipsbladet
Ligue 1

Massiv interesse for 16-årig efter kongekamp

Den 16-årige Rennes-spiller Eduardo Camavinga er på alles læber efter en superkamp mod PSG, og flere af de store klubber sender nu følere ud.

Det var noget af en overraskelse, da Ligue 1-mandskabet fra Rennes på hjemmebane besejrede de franske mestre og stjerner fra PSG med 2-1. Efter kampen var det dog ikke sejren, der løb med overskrifterne.

Det var i stedet den bare 16-årige Eduardo Camavinga, der spillede noget af en kamp. Den unge mand havde en afleveringsnøjagtighed på 98 procent, og så leverede han tilmed en fremragende assist i det opgør.

Og det faktum at den 16-årige komet lykkedes med at tæmme PSG-stjernerne er noget, der får hans værdi til at stige voldsomt. I hvert fald melder flere medier nu, at en række af de helt store klubber er klar til at gå ind i kampen om en aftale med Eduardo Camavinga.

Allerede sidste år skulle Tottenham have vist interesse, og efter PSG-kampen tæller listen yderligere Manchester City og Arsenal, mens Spanien også vil lege med gennem FC Barcelona og Real Madrid.

Det er dog temmelig usandsynligt, at der kommer til at ske noget denne sommer. Det engelske transfervindue er lukket, og snart gør det spanske det samme. Desuden har Rennes sikret deres unge stjernefrø frem til sommeren 2022.

Eduardo Camavinga kom til Frankrig som 2-årig fra Angola. Lige nu arbejder man på at gøre ham til fransk statsborger, således at han kan komme til at repræsentere landsholdet i fremtiden.