Olsen: Wass er oppe mod hård konkurrence
Foto: Polfoto
Ligue 1

Olsen: Wass er oppe mod hård konkurrence

Han er stjernen i franske Evian, men på det danske landshold er Daniel Wass sjældent i truppen. Morten Olsen fortæller, at Wass er oppe mod gode konkurrenter.

Han spillede back i Brøndby, og det var også den position, portuisiske Benfica hentede danskeren ind til, men efter sit skifte til franske Evian er Daniel Wass med stor succes flyttet op på en af de mere offensive positioner.

Danskeren har scoret mål og været en afgørende faktor for Evian. Godt nok er Evian under nedrykningsstregen, men det er bestemt ikke på grund af Daniel Wass, der med otte mål i Ligue 1 har scoret femteflest mål af alle. Kun overgået af navne som Alexandre Lacazette og Zlatan Ibrahimovic.

Men på landsholdet er Daniel Wass fortsat ikke inde i varmen. Ofte er Wass ikke i Morten Olsens trup, ligesom landstrænerteamet tidligere har sagt, at de ser Wass som back. Den sidste del har de nu ændret mening omkring, men der er fortsat et stykke vej, før Daniel Wass kommer i landsholdsvarmen.

- Det store problem for os er, at vi ikke har mange testkampe, og dem vi har, de skal bruges på at pege os ind på holdet, der skal møde Serbien i juni. Vi har lagt os fast på en måde, vi skal spille. Her kunne Wass sagtens have en rolle, men han er oppe mod hård konkurrence på de offensive pladser, siger landstræner Morten Olsen til Ekstra Bladet.

Daniel Wass' stærke spil for Evian har også gjort danskeren aktuel for andre klubber i de store europæiske ligaer. Indtil videre er det dog ikke blevet til et skifte væk fra Evian, fordi den franske klub har krævet et meget, meget højt beløb for at slippe danskeren. Klubben har dog åbnet for, at Daniel Wass kan forlade Evian til sommer, hvor han kun har et år tilbage af sin kontrakt.