PSG-back kan være ude resten af året
Foto: Getty Images
Ligue 1

PSG-back kan være ude resten af året

Layvin Kurzawa har været på operationsbordet, og den franske forsvarsspiller kan være ude i resten af året.

Endnu har Layvin Kurzawa ikke været i aktion denne sæson, og det kommer også til at tage noget tid, inden Paris Saint-Germain kan gøre brug af venstrebacken.

Den franske mesterklub har bekræftet, at den 26-årige forsvarsspiller er blevet opereret i ryggen for en diskusprolaps, og selvom klubben ikke sætter en tidshorisont på et muligt comeback for Layvin Kurzawa, lyder forlydningerne fra Frankrig ifølge Goal, at han først er tilbage næste år.

Dermed er der lagt op til, at nyerhvervede Juan Bernat skal kæmpe med den unge Stanley N’Soki om spilletiden på venstre back for Paris Saint-Germain i de kommende måneder, hvor klubben blandt andet skal spille Champions League-kampe.

I sæsonens første fire kampe har 19-årige Stanley N’Soki startet på banen tre gange, mens højrebacken Colin Dagba også har fået en startplads på venstre back.