Ligue 1

PSG cruisede sig til sejr

Zlatan scorede, da PSG sikkert vandt over Brest med 3-0.

PSG er tilbage på førstepladsen i Ligue 1, efter at de i aften hentede tre sikre point i udekampen mod Brest.

Der var blot gået 35 minutter, da den første afgørende situation i kampen udspillede sig, for da Brests Abdoul Sissoko her fik rødt kort, var det formentlig de færreste på stadion, der troede på, at hjemmeholdet kunne tage point fra mægtige Paris SG.

Og det da heller ikke sådan, det kom til at gå, selv om det først var efter pausen, målene faldt. I starten af anden halvleg var det den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic, som satte gang i måltavlen. Zlatans 1-0-scoring blev et kvarter før tid fulgt op af en anden angriberscoring, da Kevin Gameiro reelt set sikrede udeholdet sejren med sin scoring til 2-0.

Inden kampen var helt færdig, nåede den tidligere OB'er Bernard Mendy at indtage en uheldig hovedrolle. Backen scorede nemlig selvmål, og dermed stod det til sidst 3-0 til PSG, som nu har lagt pres på de øvrige tophold Lyon og Marseille, som begge har en kamp til gode.