PSG erklærer krig mod Barcelona
Foto: Getty Images
Ligue 1

PSG erklærer krig mod Barcelona

Det ligner nu, at luften mellem PSG og Barcelona er blevet iskold. Blandt andet har Adrien Rabiot en stor del med det at gøre, forlyder det.

Hvis der er to klubber i europæisk topfodbold, der ikke kan lide hinanden, så kunne det godt være spanske FC Barcelona og franske Paris Saint Germain. Det forlyder nu ligefrem, at PSG har erklæret krig mod Barcelona.

Det skriver den franske sportsavis L'Equipe.

Her handler det tilsyneladende om, at man i PSG ikke har glemt, at den catalanske klub sandsynligvis forsøgte at hente den franske midtbanespiller Adrien Rabiot til klubben. En spiller, der samtidig lader til at have afvist en ny aftale med den franske hovedstadsklub fire gange.

Spilleren har tilmed kontraktudløb til sommer, hvor han derfor altså kan gå helt gratis til en anden klub.

Endvidere er PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi angiveligt rasende over, at Barcelonas ditto Josep Maria Bartomeu havde udtalt til Onda Cero, at han var glad for, at UEFA var ved at undersøge PSG for overtrædelser af Financial Fair Play.

Det har også udviklet sig til, at PSG-præsidenten har gjort det klart for klubbens statistik-ansvarlige Adrian Tarascan, at han ikke må deltage ved et Barcelona-arrangement.

I Barcelona har man nok heller ikke glemt, hvilken klub, der hentede Neymar fra dem for 1,65 milliarder kroner.