Video : Tipsbladet
Ligue 1

PSG-træner om svingende sæsonstart: Somme tider er det bedre at tabe

Paris Saint-Germain kan få gavn af, at de tabte til Rennes i seneste spillerunde af Ligue 1, mener cheftræneren.

I sidste sæson var Paris Saint-Germain fuldstændig suveræne i den franske liga, Ligue 1, men starten på den nye sæson har været sværere for de franske giganter.

Efter at de vandt Ligue 1-premieren mod Nimes, indkasserede de nemlig et nederlag i anden spillerunde, hvor Rennes besejrede parisianerne med 2-1. Men selvom det pointmæssigt ikke er optimalt, kan det være en hjælp. Det mener Paris Saint-Germains tyske cheftræner, Thomas Tuchel. 

- Alle tror, at det er let for os at vinde. Desværre har vi bevist det modsatte. Et nederlag er altid en mulighed for at forbedre sig. Somme tider er det bedre at tabe end at vinde, hvis det er det, man fortjener. Jeg håber, at det vil være tilfældet denne gang, fortæller cheftræneren ifølge L’Equipe.

Generelt har præstationerne ikke været i top for Paris Saint-Germain i denne sæson, og det kan der være flere årsager til. 

- Måske er det både det fysiske og det taktiske. I fodbold er der aldrig en enkelt grund. Der er mange detaljer. Hvis vi føler, at vores taktik kan hjælpe spillerne, kan vi prøve det. Men vigtigere end taktikken er der mentaliteten. I den forbindelse er det nødvendigt, at man har overskud og selvtillid, siger Thomas Tuchel.

Paris Saint-Germain skal søndag møde Toulouse i tredje spillerunde af Ligue 1.