Simon Kjær vil i Champions League med Lille
Illustration
Ligue 1

Simon Kjær vil i Champions League med Lille

Simon Kjær drømmer om at kvalificere sig til Champions League, som han endnu har til gode at være en del af.

Simon Kjær har prøvet store ting i sin karriere. Han har været til slutrunde med Danmark, og på klubplan har han repræsenteret nogle af de bedste hold i italiensk, tysk og fransk fodbold. Der mangler dog en væsentlig merit på Kjærs CV: Champions League.

Den danske midterforsvarer har aldrig været en del af verdens fornemste klubturnering, men det satser han på at lave om på med sin nuværende arbejdsgiver, Lille.

- Jeg ønsker helt klart at spille Champions League, for det har jeg aldrig prøvet i min karriere, siger Simon Kjær til footmeracto og understreger, at han befinder sig godt i Lille, hvor han har haft personlig succes siden skiftet forrige sommer:

- Jeg har det godt, og det samme har min kæreste og min søn. Jeg er glad, når jeg møder på arbejde. Jeg har opdaget, at den franske liga er mere fysisk og meget mere taktisk, end jeg havde regnet med. Men det går godt.

Simon Kjær og Lille indtager tredjepladsen i Ligue 1, som udløser kvalifikation til Champions League.