Zlatan Ibrahimovic er blevet tildelt to spilledages karantæne i fransk fodbold efter en episode i kampen mod Saint-Étienne for knap en måned siden. Det har den franske ligas disciplinærkomité fastlagt efter et møde torsdag, og dermed må Ibrahimovic se til i Paris Saint-Germains to kommende kampe.
Først gælder det Monaco på udebane i Ligue 1, mens den svenske angriber også må se til, når holdkammeraterne tre dage senere igen møder Monaco i kvartfinalen i den franske pokalturnering.
Han er dermed i stand til at deltage i kampen lørdag aften, hvor PSG møder Toulouse i den franske liga.
Zlatan, der siden har spillet seks kampe for Paris Saint-Germain, fik et gult kort ved hændelsen, der også involverede Romain Hamouma fra modstanderholdet. Han scorede desuden kampens eneste mål i 1-0-sejren.
Paris Saint-Germain går ind til lørdagens kamp på ligaens tredjeplads med to point op til førerholdet fra Lyon. Ibrahimovic har i denne sæson scoret 11 mål i Ligue 1.